lørdag den 1. marts 2008

Sidste dag hos IBM

Min sidste dag hos IBM var fredag og jeg er overrasket over hvor meget det har påvirket mig. Jeg fik faktisk fældet mere end en tåre over, at jeg skulle sige farvel til mit team og til min chef.

De sidste 3 år har været fantastiske og jeg har lært ufatteligt meget. Jeg har været med til internationale telefonmøder, mødt dygtige forskere hvis arbejde vi skulle finde støtte til, besøgt IBMs lokationer i Böblingen, Rom og Nice, taget strategiske beslutninger og forsøgt at få vores lille gruppes mål til at passe med resten af IBM.

I 2006 fik jeg ansvaret for at koordinere vores lille gruppes anstrengelser indenfor University Relations, og de erfaringer jeg har gjort mig med ledelse og med at motivere andre har været uvurderlige. Jeg har fået æren af at være med til at få de kortsigtede mål til at passe med de langsigtede såvel som at forsøge at få opbygget nogle processer til at hjælpe gruppen med at håndtere svære problemer, der opstår, når der ofte er udskiftninger i holdet, som der jo er, når man arbejder med studerende.

Jeg er IBMer til fingerspidserne og det er meget svært at lægge fra sig. I mit sidste teammøde blev jeg ved med at sige "så må VI jo satse på...", "Det skal VI have undersøgt..." og så videre - selv om der jo ikke er noget "VI", når jeg nu er stoppet.

Jeg føler virkelig en tomhed lige nu, hvor jeg er imellem jobs, og det første jeg gjorde fredag aften var at kaste mig over mit speciale - jeg er vist ikke god til ikke at have noget at lave. Heldigvis er det jo kun denne weekend - mandag morgen kl. 8.30 skal jeg stille hos Trifork til min første opgave og jeg håber meget at jeg får det lige så godt med at være en del af Triforkteamet, som jeg har haft det hos IBM.

Jeg er noget spændt på hvordan det bliver at arbejde hos Trifork. Jeg er meget bekymret for, at man i starten har svært ved at gøre nytte, fordi man endnu ikke er inde i tingene - det er ikke en tanke jeg kan li'. Allerede tirsdag sender Trifork mig på kursus i København, så der bliver ikke meget tid den første uge til at lære virksomheden at kende. Jeg glæder mig til at komme i gang med de nye udfordringer.

Ingen kommentarer: