Er det jysk eller bare mig?

Der bliver ved med at ske gode ting omkring mig og jeg kan bare ikke være andet end glad. Med alle de gode ting følger dog en mærkelig følelse... En følelse af at nu må der snart ske noget slemt.

Det kan ikke passe, at det kan blive ved med at gå så godt. Der er nok lidt "højt at flyve - dybt at falde" over det eller måske lidt hybris/nemesis-fornemmelse - jeg skal i hvert fald ikke gøre guderne sure ved at tage mit liv for givet.

Jeg ved ikke om det er mit jyske ophav som gør at jeg har den slags forbehold eller om det er noget generelt eller endnu værre; bare mig. Hvad tror du?