søndag den 20. juli 2008

Den sejeste polterabend - ever!

Det er i skrivende stund omkring 4 timer siden at mit polterabend sluttede. Det sejeste polterabend - ever! Arrangørerne må siges at kende mig forrygende godt og så har de ofret en masse tid på at få det til at ske - og det blev så fantastisk.

Jeg startede dagen med brunch med veninderne på et af de gamle stamsteder - Cross Cafe nede ved åen. De drillede mig meget fordi det nok kunne mærkes at jeg var nysgerrig omkring hvad dagen skulle gå ud på og de var kreative i deres forslag, men ville ikke fortælle mig noget som helst. Men så gik vi ud i byen og efter et champagnestop (altså Riccadonna, så et Asti Spumante-stop) og en gåtur, nåede vi ned til en butik, hvor man kunne lave sine egne smykker. Jeg fik lavet nogle rigtig søde øreringe i JAOO-grøn (ja, jeg har taget skade) og det er helt sikkert et sted jeg skal hen igen.

Derefter skulle vi have middagsmad, selv om brunchen stadig holdt os godt kørende og det blev sandwich fra Dee Dee's og så gik den op til GADs baglokale til hygge og spisning. Derefter gik vi ud i regnen og hen til musikhuset hvor vi hørte jazz - eller det var nu nærmere Blues, men det var i hvert fald rigtig godt.

Derefter gik turen tilbage til GAD - godt planlagt at vi skulle være inde på det tidspunkt af dagen - vejrguderne var lidt sure. Men hos os skulle der grines. På kommando! Vi havde simpelthen en latter-coach på besøg, som viste os forskellige grine-øvelser og så blev der grinet igennem i en time i træk. Det var lige så hårdt som at være til konditræning i fitnesscentret og det kan mærkes i mavemusklerne. Det var noget af det mest afstressende jeg nogensinde har været med til og jeg kunne mærke at mine skuldre sad 10 cm lavere efter den time i forhold til før.

Efter den tur gik vi hjem til mig, så jeg lige kunne få tørre strømper på og så skulle vi ud og spise - igen havde mine veninder valgt et af de gamle stamsteder, som jeg godt nok ikke bruger så meget mere: Athena. Græsk mad er godt, mmmm. Vi forsøgte faktisk at starte en smittende latter for at se om vi kunne få hele Athena med (inspirationen kom fra vores latter-coach), men vi var kun delvis succesfulde og der kom en del forvirrede blikke i vores retning - men hey, vi havde det jo bare sjovt.

Derefter stod den på taxatur og jeg blev meget forvirret af at vi drejede ind ved universitetet - og derefter at vi fortsatte op af Paludan Müllers vej og kørte op til it-parken; ville de tvinge mig til at skrive mit speciale færdigt? Men vi skulle ikke op på mit kontor. Istedet gik vi op til datalogisk fredagsbar, som i dagens anledning havde gjort lørdag til fredag og der stod så en masse af mine venner - både drenge og piger. Jeg har altid været den der klagede over polterabendtraditionen med at dele kønnene op fordi som nørd kender jeg rigtig mange mænd, som betyder meget for mig og som jeg meget gerne vil være sammen med ved festlige lejligheder. Mine veninder kender mig godt, så den hurdle kom de over ved at holde fest om aftenen for begge køn. Og sikke en fest. Der var Wii, masser af champagne og et stort fremmøde af mennesker som jeg kender og elsker at være sammen med. Det kunne simpelthen ikke være bedre! Jeg er selv lidt stolt af at selv om jeg ikke holdt mig tilbage på den festlige side, så var jeg en af de sidste der gik - jeg ringede efter en taxa kl. lidt i 5. På det tidspunkt var jeg fuldstændig høj af dagens mange indtryk og af taknemmelighed overfor dem der fik det til at ske. Tusind tak! Jeg glæder mig så meget til at se protokollen fra den dag (det er garanteret nogle sjove billeder fra den grinesession) - jeg har ikke engang smugkigget, så jeg har stadig den overraskelse tilbage. Fantastisk ide! Tak, tak, tak.

Jeg er rørt.

2 kommentarer:

Marie Meyer Knudsen sagde ...

Hej Therese! Dejlig at se dig så glad på dit polterabend. :-) Jeg synes også det var en super god dag vi alle havde sammen. Og kanonfedt at der kom så mange mennesker til surprise-festen om aftenen. Vi ses på torsdag. Knus fra Helena

Therese sagde ...

Hej Helena. Tusind tak for en fantastisk polterabend! Jeg håber, I andre også havde det sjovt - jeg var i hvert fald helt overvældet af hvor god en dag det var.

Vi ses på torsdag - Knus!