Alt handler om bryllup for tiden - af gode grunde for om en uge fra nu er jeg blevet gift! Vildt. Det er jeg da slet ikke gammel nok til :-).
Jeg har endnu ikke fået bryllupskuller. Jeg synes, vi har ganske godt styr på tingene og jeg har godt nok lidt kriller i maven, når jeg tænker på alt hvad der skal ske på fredag, men jeg er endnu ved mine fulde 5 - i hvert fald lige så meget som jeg plejer.
I onsdags holdt vi prøvemiddag på Norsminde kro og maden var fantastisk! Jeg er fuldstændig tryg ved at kokken dernede nok skal få os godt igennem den del af brylluppet. Maden var faktisk noget af det bedste jeg nogensinde havde smagt selv om jeg aldrig ville have troet at de forskellige dele passede sammen. Der skal nok være nogen der får nogle nye smagsoplevelser på dagen.
Tøjet er der også styr på - og jeg elsker min kjole! Den hentede vi også i onsdags og den passede heldigvis; den var ellers købt, så jeg lige skulle nå at tabe 3 kg - men det har jeg så også gjort.
Frisøren og jeg havde en prøvesession sidste fredag, og selv om vi blev enige om noget lidt utraditionelt, så er jeg også ganske tryg ved hendes evner.
Bandet og hyggepianisten skal vi lige have fat på igen for at få de sidste detaljer på plads, men dem har jeg hørt før og jeg var fuldstændig vild med dem. De hedder Hack Pack og de spillede til
TÅGEKAMMERETS 50 års jubilæum; J-50. Jeg dansede hele natten på meget ømme fødder.
Det dårlige er, at det eneste vi ikke har helt styr på er bryllupshjemmesiden, men det vigtigste er da kommet på. Vi har godt nok aldrig rigtig fået skrevet en ønskeseddel, men vi ønsker os jo heller ikke rigtigt noget... Lejligheden er alligevel for lille til at vi kan slæbe flere ting ind i den. Jeg ville helst ønske mig oplevelser - rejser, weekendophold og ture ud med vennerne, men det er nok lidt svært at give som gave. Min veninde Tenna har dog udført konceptet - af hende får vi 2 sange til brylluppet. Hun skal optræde sammen med bandet og hun skal synge lige efter/under vielsen. Det glæder jeg mig til :-).
Vielsen er der også styr på - vi har lokket en borgmester ud til Norsminde kro og det hele kommer (hvis vejret tillader det) til at foregå i haven. Vi har dog lejet et ekstra lokale som backupplan.
Nu mangler vi vist kun at lave bordkort (bordplanen er klar) og huske at be' gæsterne om at have et digitalkamera med, så de kan tage nogle billeder - vi har nemlig ikke bestilt en fotograf. Nu er det bestemt ikke fordi vi er sparsomme, at vi ikke har bestilt en fotograf, men vores holdning er at dagen sikkert er alt for kort alligevel og så vil vi ikke bruge tiden væk fra vores gæster for at få taget nogle billeder. Så hellere vente med billederne til en anden dag eller bare få de sjove som gæsterne tager. Vi har USB-sticks som vi så udleverer, så gæsterne kan give os billederne på en nem måde.
Jeg skal også lige have gået mine bryllupssko lidt til, men ellers føler jeg mig ret klar til selve dagen. Jeg skal ikke holde tale til gommen for det kan jeg alligevel ikke gøre uden at stortude, så jeg har heldigvis ikke nogen tale at skrive - modsat kæresten, som vist er lidt nervøs.
Og efter brylluppet kommer bryllupsrejsen... fantastisk!
fredag den 1. august 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar