mandag den 31. december 2007

Hvad vil 2008 bringe?

Her på årets sidste dag inden champagnepropperne springer, er det tid til lidt navlepilleri fra min side.

Jeg kan se tilbage på et 2007, som ændrede meget for mig. Jeg er næsten færdig med mit studie (et år kan hurtigt gå), og derfor er jeg begyndt at kigge videre og overveje, hvad jeg vil bagefter. Jeg har ikke helt vænnet mig til tanken om at blive færdig, men i 2007 begyndte mine arbejdsopgaver udenfor studiet at bliver rigtig interessante og derfor har jeg vænnet mig til tanken om at studiet på et tidspunkt ikke længere skal være omdrejningspunkt for min verden :-). Forhåbentlig vil 2008 give endnu flere arbejdsopgaver af den rigtige kaliber. Jeg har et mål om at komme til at arbejde mere med blogs i 2008 og indtil videre er udsigterne gode. Jeg har en jobsamtale i starten af januar, så det nye år har potentiale.

2007 var året hvor jeg begyndte at blogge. Jeg har nu blogget i ca. 9 måneder og i den tid er jeg "gået professionel". Et af mine fritidsjob er at skrive blogindlæg til it-avisen version2. Jeg ser rigtigt meget potentiale i version2 og der er ingen tvivl om at det job har åbnet døre for mig. Det har ført til flere jobtilbud, fornøjelsen af gode bloggerkolleger, en nominering til e-jour prisen og jeg bliver genkendt "på gaden" (har endda mødt en som kunne citere et af mine blogindlæg). Efter at jeg tog beslutningen om at satse på at blogge har jeg besluttet at skrive speciale om blogs og her i slutningen af 2007 startet en blog "Om blogs". Der er også planer for at denne blog skal redesignes (lyserød er trættende i længden og forandring fryder) og at bloggen skal deles i to; En seriøs/faglig del og en "for sjov" del. Nu må vi se hvad det bliver til.

Blogs var noget af det jeg opdagede i 2007. Ikke bare som blogger, men også som læser. Jeg læste også blogs før 2007, men i år har det eskaleret. Jeg vil slet ikke fortælle hvor mange blogs jeg følger med i via min feedreader udover nyheder og andet godt. Det er skræmmende som jeg er blevet informationsjunkie.

2008 kommer til at bringe et bryllup. På vores tur til New York i år gik kæresten på knæ og jeg sagde ja. Det var så absolut højdepunktet i 2007. Det gælder faktisk hele turen til New York. Desværre er bryllupper dyre, så der bliver ingen tur til USA i år, men det vil helt sikkert blive mit nytårsforsæt alle år herefter - at tage tilbage til New York. I år går turen til en græsk ø - vi fik et usædvanligt godt tilbud fra et rejseselskab og kommer afsted 2 personer for 4000 kr. i en uge. Det kan der lige blive råd til.

En af de ting jeg var rigtig glad for at deltage i i 2007 var it-campen for piger. Det er blevet en mærkesag for mig at hjælpe med at udbrede kendskabet til, hvor godt det er at arbejde i it-branchen. Og så forsøger jeg at sikre mig flere kvindelige kolleger i fremtiden. Det er dog ikke sikkert at jeg får tid til at deltage som arrangør igen i 2008 - nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg vil ikke brænde nogen broer, men samtidig kan jeg se på de tilbud jeg har fået i den sidste tid, at der er nok at tage sig til, som også er gode formål og samtidig bedre lønnet, mere interessant og rettet mod min karriere.

Dette år var også det sidste jeg havde som tutor. Der er slet ingen tvivl om at jeg har lært meget af at deltage i introduktionen af de nye studerende og at det faktisk er nogen af de organisatoriske og sociale evner jeg har haft brug for i mine jobs. De sidste to år har jeg kun deltaget i det praktiske arbejde omkring tutorjobbet og ikke haft en rushold. Jeg har trappet ned, så det forhåbentlig bliver nemmere at undvære. Det er nu stadig lidt trist for jeg føler jeg har meget at bidrage med til de nye studerende.

Nu bliver det endnu mere sentimentalt ;-). Jeg vil også se tilbage og være taknemmelig for at min familie og mine venner har haft det godt i 2007 og krydse fingre for at de har det godt i det kommende år. Omgangskredsen trives og den er blevet kraftigt udvidet i 2007 med flere mennesker udenfor universitetsverdenen.

2008 er året hvor jeg starter på mit speciale og forhåbentlig er 2008 året hvor jeg afleverer mit speciale. Hvis ikke så skal det senest være i januar 2009. Det er planen.

Mine nytårsforsætter er meget traditionelle. Det forestående bryllup giver mig motivationen for at tabe mig 2-5-10 kilo inden august på en sund måde. Jeg vil være sund, veltrænet og køn, når jeg nu allerede har alt andet kørende for mig ;-).

Et andet nytårsforsæt er ikke at holde op med at ryge (for jeg har aldrig røget), men så må det jo blive ikke at starte med at ryge. Jeg forventer ikke at det bliver svært.

Istedet har jeg et nytårsforsæt som jeg forventer bliver svært; jeg vil gerne finde ud af hvor jeg gerne vil hen med min karriere. Lige nu er der så mange muligheder at jeg bliver lidt forvirret over hvor jeg er på vej hen - jeg vil have kontrollen tilbage og være bevidst om hvordan mine beslutninger passer med det resultat jeg gerne vil opnå. Desværre står det ønskede resultat ikke helt klart for mig endnu. Nåh ja, jeg har hele 2008 til at finde ud af det.

Det var vist det. Jeg har ellers tænkt meget over hvilket blogindlæg man kunne skrive på den sidste dag i 2007 og skrevet et blogindlæg om det på min blog om blogs. I det indlæg foreslog jeg blandt andet at man kunne kåre nogen/noget som det bedste i 2007. Derfor vil jeg gerne kåre min kæreste Poul til at være den bedste kæreste i 2007, min familie til at være den bedste familie i 2007 og denne blog til at være den mest aktive blog jeg har haft i 2007.

Jeg foreslog også, at man skulle gætte på hvad 2008 byder på; Jeg vil gerne spå at 2008 bliver året hvor jeg bliver gift, finder ud af hvad jeg vil med min karriere og får umådeligt travlt. Det er alle kvalificerede gæt, som bygger på stor empirisk erfaring indenfor området ;-).

Jeg vil ikke lave en "best-of" Thereses blog her på årets sidste dag, men bare henvise til den top 10 jeg lavede i september, da bloggen fyldte ½ år. Google Analytics påstår godt nok at mit mest læste indlæg i år er det jeg skrev d. 1 december om ElfYourself, men den top 10 jeg lavede i september indeholder vist alligevel mine favoritter. I samme boldgade som ElfYourself vil jeg dog lige nævne ScroogeYourself for dem som ikke er glade små nisser. Jeg havde desværre ikke nogen billeder af mig selv, hvor jeg ikke smilede. (ScroogeYourself er lidt ustabil og kræver til tider flere refreshes af siden inden den loader ordentligt.)

Så er der kun tilbage at ønske mine bloglæsere et godt og spændende nytår! Og hvis du mangler lidt inspiration til nytårsaften, så kan du jo tage et kig på de drinkskort jeg har lavet.

Godt nytår!!!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Therese...

Synes, at det er et godt og sjovt indlæg om 2007 og 2008 du har "begået" :o)

Ha' et godt og lykkebringende nytår :o)

Mange hilsner

Leif | www.leifcarlsen.dk

Therese sagde ...

Tusind tak for rosen, Leif.

Der er slet ingen tvivl om at den slags kommentarer giver motivation og lyst til at skrive mere :-).

Mange hilsner herfra.