Søndag havde vi planlagt at bruge en halv dag på American Museum of Natural History (kendt fra filmen "Night at the Museum" med Ben Stiller) og så derefter tage til en barbeque på pier 54. Vejret var ikke fantastisk og vores jetlag betød at vi var oppe kl. 6 for at spise morgenmad - heldigvis betyder tid ikke så meget i New York - det er en 24 timers by. Vi havde god tid fordi museet først åbnede kl. 10, så vi hyggede og snakkede indtil kl. 9.20 hvor vi tog undergrundsbanen et par stop nordpå til vestsiden af Central Park lige ud for museet. Det var overraskende nemt at tage undergrundsbanen!
Vi var tidligt på den, men kunne købe billetter og vi købte et city pass, som giver adgang til flere af New Yorks seværdigheder, som vi har planlagt at besøge. Museet havde flere film og særudstillinger kørende - og vi fik et gratis besøg i planetariet med i billetkøbet. Vi tilkøbte derudover en Dinosaurfilm og en særudstilling om guld. Det blev lidt dyrt, men man vil jo ikke gå glip af noget mens man er her :-).
Kl. 10 fik vi adgang til museet og kl. 10.30 stod den på planetariefilm indtalt af Robert Redford :-).
Kl. 11.30 stod den på Guldudstilling (man bliver lukket ind i udstillingen i hold, så der ikke er for mange inde ad gangen - smart). Det var overvældende - der var både guldklumper, guldbarrer, bladguld, guldmønter, guldårer, sunkne guldskatte, religiøse guldstatuer, gyldne dødemasker fra egypten, azteker guld, græsk guld, russisk guld, og en hulens masse andet. Der var også en film om guld og det jeg husker bedst var at den fortalte at guld blev holdt helligt i både Amerika og i Europa dengang de to ellers var isolerede fra hinanden. Tankevækkende.
Efter det var der lidt tid til at kigge på alle museets faste udstillinger og så ellers en kamp for at få noget ordentlig mad - vi mislykkedes. Der er 5 eller 6 spisesteder inde i museet, men det er alle cafeterier med utroligt dårligt udvalg - vi endte med at spise i kælderen, som dog havde større udvalg end de andre, men som var overfyldt og vildt stressende at være i. Jeg anbefaler at man går ud af museet og spiser.
Efter frokost så vi igen på de faste udstillinger - der er 4 etager og vi blev på 1. etage for at være lidt systematiske. Kl. 14.30 gik vi ind og så dinosaurfilm og derefter igen udstillingerne på 1. etage. Vi så både udstoppede dyr, rumrejseting, indianerting, meteorsten, forsteninger af træ og dyr og diamanter, safirer, rubiner og en helt masse andre sten og metaller, såsom kobber, mere guld og sølv.
Alt er stort i USA også deres museer, og da museet lukkede kl. 17 blev vi meget overraskede over at vi ikke havde mere tid - der var simpelthen for meget at se på. Vi besluttede at tage derind igen for vi havde ikke engang set etagen med dinosaurknogler og vi havde ikke været hele rumudstillingen rundt på trods af at vi havde brugt hele dagen derinde.
Vi tog undergrunden tilbage til hotellet for at sidde lidt med benene oppe - det var en hård dag. Desværre faldt vi i søvn kl. 7 PM New York tid, så vi fik ikke aftensmad for anden dag i træk. Jetlag er hårdt. Nu er klokken så 5.50 AM og jeg har været vågen i over en time. SUK.
mandag den 20. august 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar