tirsdag den 21. august 2007

Mandag - Vi kom måske på MTV

Mandag stod på shopping og hemmelig hygge om formiddagen og WTC om eftermiddagen med et kig på frihedsgudinden fra Battery Park. Aftenens fund var en perfekt italiensk restaurant i Little Italy.

Vi var som de sidste dage tidligt ude og fandt et fint lille morgenmadssted i nærheden - på gåben på vej mod Macys som var formiddagens mål og på vejen også lige forbi MTV mens de filmede - lige mod os fordi der gik en kendt person lige forbi (dog ikke en vi kunne genkende). Macys åbnede først kl. 10, så vi tog i Manhattan Mall i ventetiden og hvilede i en park i nærheden. Jeg var nu ikke imponeret over Macys - det er lidt ligesom Magasin og produkterne var hverken billigere eller bedre. Kort sagt: jeg fandt intet, som var værd at købe. De havde dog en veludviklet herretøjsafdeling, så kæresten fik shoppet.

Vi havde bestemt os for at kæmpe mod jetlagget ved at tage en middagslur, som skulle hjælpe os med at holde lidt længere om aftenen - og det hjalp. Kl. 22 sidder jeg her vågen og blogger lidt :-). Inden eftermiddagsluren ville vi dog lige forbi Koreatown til frokost, men vi farede vild. Istedet gik vi alt for langt og fandt til sidst ved et tilfælde et lille sted, der var megahyggeligt. Den lå sådan lidt bag ved det hele og så ikke ud af noget udefra, men havde god mad, hygge og interessant indretning.

Efter middagsluren tog vi undergrundsbanen til World Trade Center site og der så vi et gabende hul. Poul fik fortalt mig om hvor han var i forhold til tårnene d. 11 september 2001 - han var på Manhattan med Lego, som han arbejdede for dengang. Det var lidt underligt at se og lidt trist. Vi fik også en drink på et virkeligt hyggeligt sted med Frank Sinatra musik ved Battery Park og fik et kig på frihedsgudinden på afstand. Vi var også inde og kigge i World Financial Center og Poul tog tyren ved hornene på et par metaltyre ved bygningen. Og vi var også lige forbi New York Stock Exchange.

Efter en gåtur og 2 undergrundsture, nåede vi også Little Italy, som virkelig har god stemning - og utroligt mange restaurenter. Vi har en bogguide med og den fik lov til at vælge vores aftensmadssted og det var ikke et dårligt valg - faktisk var det helt fantastisk. Godt nok var det smådyrt, men betjeningen, maden og stemningen var helt forrygende.

Og det var alt vi nåede på en mandag.

Ingen kommentarer: