Jeg har bemærket en udbredt diskussion på studiet for tiden, som har fået mig til at tænke lidt over, hvad det betyder at være datalog.
Der er mange der meget rabiat skelner mellem computer science (som de definerer til at være algoritmer, krypto og den slags) og it - alt det der med at programmere og webteknologier. Egentlig har jeg ikke noget problem med at de vil definere science-delen til at være den matematiske del af datalogi, men jeg har et problem med, at de ikke synes, jeg er datalog, fordi jeg interesserer mig for test, programmering, arkitektur, web-teknologi og web2.0 og skriver speciale om blogs.
De må meget gerne beholde deres videnskabsstatus for dem selv, men begrebet datalog, defineret ud fra den måde vi uddanner dataloger på, omfatter både praktiske og teoretiske aspekter. Dataloger kan altså både it og computer science (for nu at bruge den skelnen) - ellers ville det vel heller ikke give så meget mening at lukke dataloger ud "i den virkelige verden" som programmører og it-arkitekter.
En datalog skal kunne mange forskellige ting, og jeg er ufattelig glad for at datalogiuddannelsen både indeholder de praktiske og de teoretiske ting. Nu ville jeg så bare ønske at de to lejre ville have lidt mere respekt for de andres arbejde. Det virker lidt som om mange praktikere mangler respekt for teoretikerne, som de kalder støvede og ubrugelige, og mange teoretikere siger, at praktikerne ikke laver rigtig videnskab og derfor ikke hører til på universitetet og faktisk kunne enhver idiot lave praktikernes arbejde. (jeg har faktisk hørt en teoretiker kalde praktikerne for dumme aber, hvis arbejde som de bruger flere år på, kunne have været lavet med lidt sund fornuft på en halv time - den chokerede mig alligevel lidt, da han normalt er et meget fornuftigt menneske).
Jeg kan ikke lade være med at se paralleller til diskussionerne om Microsoft vs. Open Source-verdenen. Folk mister fornuften og holder op med at se tingene fra flere vinkler, fordi de får et religiøst forhold til den lejr, de tilhører. Og det er en klar vej til at få (i andre sammenhænge) kloge mennesker til at skrive og sige dumme ting. Ærligt talt - så tænk jer dog om!
torsdag den 28. februar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar