tirsdag den 17. juli 2007

Hjææælp!

Igen i dag har jeg en faglig identitetskrise. Det startede med en posting på /. omkring videnskab vs. praktik indenfor it og fortsatte med alle statistikkerne omkring optagelse på it-uddannelserne og alt det om den nye it-bachelor. Jeg er landet i datalogi ved et tilfælde og uden et egentlig mål. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge min uddannelse til - jeg elsker faget, så jeg kan sikkert blive glad i mange forskellige jobs, men jeg har svært ved at tage et valg. Ikke mindst fordi et valg betyder utrolig mange fravalg.

Hver gang jeg forsøger at søge råd hos de mange intelligente mennesker jeg kender, føler jeg at de applikerer deres værdier på mig, og der har ikke været noget der helt passede mig endnu. Nogle gange tror jeg også det handler om at være en af de få tøser på datalogi. For det første fordi jeg tror at jeg derigennem har fået lidt mere tvivl i blodet fra starten, men også fordi jeg føler at man skal forsvare sig mod alle fordommene. Nogen gange har tanken "selvfølgelig er jeg en lige så god nørd som fyrene" ført til at jeg har dømt mig selv ud fra deres værdier om en god nørd uden at stille spørgsmål ved om jeg har de samme værdier - og det tror jeg ikke, jeg har. Og jeg har heller ikke kunnet finde mine værdier i mine datalogiveninders forbillede. Jeg beundrer dem alle og har stor respekt for deres arbejde, men deres virke har aldrig passet helt på mig.

Det jeg mangler er en karriereguide som den test man tog i folkeskolen. Man svarede på en masse spørgsmål og så gav guiden en liste over karrieremuligheder og selv om jeg ikke synes at listen passede på mig på det tidspunkt (faktisk var jeg lidt misfornøjet med at der stod it på top 10), så endte jeg i en af de første prioriteter (både matematik og datalogi stod meget højt på listen). Den test burde man lave så den kunne pege på nogle it-karrierer, så jeg kunne få lidt hjælp. Et af mine problemer er jo også at jeg ikke kender meget til hvilke kvaliteter der er nødvendige og ønskelige i forskellige it-karrierer (hvilket nok generelt er svært at svare på).

Jeg tror, jeg har et meget godt billede af, hvilke kvaliteter jeg besidder, men det jeg også overvejer er, hvilke af disse jeg skal satse på og videreudvikle. It-faget giver mig de generelle ting jeg helt sikkert gerne vil satse på - evig udvikling og opmærksomhed på trends og teknologier, fleksibilitet og konstant udfordring. Det vigtigste for mig er, at jeg ikke kommer til at kede mig eller ender med udelukkende administration. Jeg kan godt lide at tage et ansvar og få ting til at ske og jeg kan li' at have indflydelse og ikke kun være en follower, selvom det nogle gange er lettere. Jeg har ingen storhedsvanvid i forhold til at tro at jeg kan alt bedst eller for den sags skyld at der er noget som helst, som jeg er den bedste til i verden. Jeg er generalist og ikke specialist. Der hvor jeg topper er mine generelle interesser og evne til at skabe overblik og hurtigt at sætte mig ind i ting (og så min irriterende evige optimisme). Kvaliteter som jeg bare lige skal gennemskue hvordan jeg bruger.

Damn, det blev et højpersonligt blogindlæg - nogle gange skal man skrive sig ud af det. Jeg håber ikke jeg lyder svag, fordi det kan jeg ikke genkende i mig selv, men jeg har bare tid til at stoppe op og tænke for tiden - og så skal der jo skrives et speciale på et tidspunkt, hvor jeg måske burde overveje hvad jeg vil satse på i fremtiden.

3 kommentarer:

kfj sagde ...

Med mindre du går efter et meget specialiseret felt af datalogien (som at lave Compilere hos Sun, eller ligende) så skal du ikke tænke så meget over hvilke kurser du tager. Tag hvad du syntes er sjovt, for når du er færdig bliver du datalog, også er der ikke mange der kigger særligt meget efter om du har laver komplekse algoritmer eller virtuelle maskiner.

Rasmus Maul sagde ...

Hej Therese, jeg forstår din frustration til fulde. Jeg er dog ikke selv datalogi studerende men i stedet Cand.Merc.IT studerende hvilket jo selvsagt fører til andre karrieremuligheder. Men alligevel efterspørger jeg det samme karrierekatalog der kan give mig inspiration og oversigt over mine muligheder. Det er til tider frustrerende gang på gang at studere nye fag og emner og aldrig helt komme til bunds i noget. Men det kommer nok når man har erhvervet sig et par års erhvervserfaring indenfor... ja.. et eller andet fag:)

Så det er nok bare at følge kfj's kommentar..

Therese sagde ...

Jeg tror, I begge har ret i at det ikke skader ens karriere, at man ikke har et bestemt mål, men lige nu er jeg også meget fokuseret på hvilken erhvervserfaring jeg så skal vælge at få.

Det er meget let for mig at ende i formidling og reklame for mit fag altså i yderkanten af hvad flertallet af dataloger laver, og jeg tror, jeg aktivt skal gøre noget for ikke at komme helt væk fra de traditionelle dyder. Hvis det er det jeg vil...

For mig handler det også om at ved formidling berører jeg kun overfladisk de ting jeg interesserer mig for og så savner jeg fordybelse. På den anden side så er fordybelse ikke det jeg er bedst til. Det er svært at vide hvad man ville være god til uden at prøve det... - men der er så mange muligheder i it, at jeg virkelig godt kunne bruge det famøse karrierekatalog til at fokusere min søgen :-).