Så er det dagen derpå for min middag med Den Blå Avis.
Vi fik god mad, masser at drikke og selskabet var godt. Pouls kollegaer er rigtig flinke, og de var nemme at snakke med.
Gourmet Garagen imponerede mig dog ikke! Maden var fin, men stemningen og betjeningen lod meget tilbage at ønske. De spillede meget højt musik, hvilket gjorde samtale svært. Der gik en del "hva'" frem og tilbage over bordet :-). Da vi spurgte tjeneren om det var muligt at få skruet lidt ned fik vi svaret at høj musik var kokkens kæphest og det derfor ikke var muligt.
Efter middagen endte vi på Øl-molevitten, hvilket måske ikke var optimalt, da folk var tændt på drinks, men det var en af de få steder hvor der var plads. Det er egentligt et meget hyggeligt sted, hvis man kan lide øl, og jeg har en svag erindring om at det engang hed "Skipperhuset" og jeg har været der på pubcrawl med nogle russer.
Allerede på restauranten var folk blevet noget fulde og det gik hurtigt da vi nåede Øl-molevitten. Det var egentlig rart at se folk glade og løsslupne og man følte hurtigt at man virkelig kom til at kende dem. Jeg sætter pris på, at jeg i fremtiden har ansigter at sætte på navnene i de historier Poul fortæller fra arbejdet, og jeg håber på, at Den Blå Avis finder på at invitere os kærester igen engang.
lørdag den 31. marts 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar