torsdag den 28. juni 2007

PR for datalogi

Jeg gad godt...

at få løn for at lave en suite af reklamemateriale for datalogistudiet i form af filmede korte interviews af it-forbilleder (kvinder, mænd, forskere, folk fra den virkelige verden, studerende), om hvad de bruger deres uddannelse til og hvad de laver (og lægge dem på youtube, hvilket betyder de skal være kortere end 10 minutter eller sådan noget).

Derudover kunne man lave en kort film om studiemiljøet på DAIMI og noget generelt skriftligt materiale man kan trække på, når man skal ud til gymnasieklasser eller folkeskoleklasser - gerne med konkrete små sjove opgaver man kunne lave med eleverne (man kunne evt. spørge natur i teltet om hvad de har lavet).

Man kunne designe praktiske workshops, hvor elever kunne komme og se hvad datalogi er og lave en tour, som man kunne tage besøgende på DAIMI igennem. Det ville nok kræve indretning af et rum med interaktivt gulv, sundheds-it, prototypen fra Liwas og forklaringer om hvad vi ellers laver på DAIMI.

Jeg ville selvfølgelig ikke skulle lave andet end koordinering af aktiviteter - man skulle have medievidenskabere, informationsvidenskabere og forskerne til at lave det konkrete, men jeg gad godt lave lidt research af hvad der sker rundt omkring og forsøge at overveje, hvordan det skulle præsenteres.

Det er så sådan noget som min veninde Tenna og jeg diskuterer, når vi er sammen :-). Hun er kreativ og har fokus på videreformidling af videnskab, så i virkeligheden burde hun lave dette projekt, men vi kan vel lave det sammen. Vi har allerede nedskrevet en masse ideer om ting man burde lave.

Man kunne også lave et datalogishow ligesom kemi og fysik har deres show...

tirsdag den 26. juni 2007

Sæt it på dagsordenen

En af mine medbloggere på version2, Jesper Laisen, har skrevet om at teknologirådet indkalder til gode forslag til hvilke projekter de skal have på dagsordenen i 2008.

Her kan jeg jo kun opfordre til at man foreslår projekter med en it-vinkel, så vi kan få sat it på dagsordenen!!! Det kan jo være mange ting: it i undervisning, it-forskning, it i hverdagen, it-videnscenter, it-formidling og mange andre er det som jeg har overvejet, men alle kan jo komme med deres indspark.

Alt for travlt

På trods af at jeg har sommerferie fra studiet, så har jeg travlt som aldrig før.

Udover forberedelserne til at min bedste veninde skal giftes i september og mit arbejde hos IBM (som altid tager lang tid), så har jeg it-campen for teenagepiger og blogging for version2 at tage mig til. Og der sker så meget spændende!!!

I fredags var der åbent hus på DAIMI og jeg vil meget gerne skrive mere om det, fordi det var et oplysende og fedt arrangement - jeg har bare ikke haft tid. En af de ting som har taget min tid var en tur til Djævleøen mandag, hvor jeg var til workshop om kvinder i it på DTU. Jeg mødte så mange kloge kvinder (og nogle enkelte mænd), som har en masse spændende erfaringer med at få flere kvinder i it og de hårde ingeniørfag. Jeg blev så inspireret at jeg næsten bobler over... og der er så meget jeg gerne vil skrive om, at jeg ikke kan komme i gang, fordi mine tanker hele tiden ryger rundt til en masse emner. Luksusproblem.

At jeg så også skal planlægge min tur til Nice med IBM, og at mine brødre kommer på ferie her, min far kommer på besøg, jeg skal i biografen med kæresten og min svigersøster, og jeg skal huske at mødes med mine veninder, planlægge ferien til New York og købe nyt tøj til bryllupper og en masse andet... Pyh ha. Det er godt at det hele er sjovt ellers ville jeg nok få stress. Og det var endda kun de ting jeg kan fortælle om uden at sige for meget.

At der så også gerne skulle være tid til nedetid foran fjernsynet og/eller computeren er vist næsten at ønske for meget. Jeg trænger til ferie fra min ferie.

søndag den 24. juni 2007

The Simpsons

Jeg fandt denne her på Daniels private blog (Daniel har arbejdet på Lego ligesom min kæreste):


Det mindede mig om at der kommer en The Simpsons film i år. Du kan se en "The Simpsons"-trailer her:


Jeg har aldrig været fan af at lave gode serier til film for jeg bliver altid skuffet, men jeg glæder mig nu alligevel. Selv når The Simpsons er dårligt er det stadigt godt :-).

lørdag den 23. juni 2007

Impulsindkøb

Efter en god aften med fodboldtøserne (de passive i de grønne slagtere IF) stod jeg op i dag og havde brug for en cafetur. Jeg fik overtalt kæresten, og vi gik ud uden rigtigt at vide, hvor vi ville hen. Vi endte på Brasserie Belli, som jo altid er godt. Desværre har de ændret frokostkortet til et mindre udvalg, men maden er stadig god :-).

På vej hjem kom vi forbi eb-games og da der jo lige er udkommet en ny singstar ville jeg gerne ind og kigge lidt rundt. Desværre var der et skilt på døren med "er snart tilbage", så vi gik i El-giganten istedet.
Det skulle vise sig at være skæbnen:

Jeg har impulsindkøbt en XBOX 360 - mere.

Vi har allerede to XBOX i huset, men XBOX 360 core var på udsalg i El-giganten til 1299 og det kunne jeg ikke stå for. Så nu har vi 3 - to XBOX 360 (den ene core) og en af de gamle - ikke dårligt.

onsdag den 20. juni 2007

Invitation til fredag

Husk nu at DAIMI holder åben eftermiddag på fredag kl. 13. Jeg håber der kommer en masse besøgende, hvilket jeg også har skrevet lidt om på min blog på version2.

mandag den 18. juni 2007

Indbrud på universitetet igen

Da jeg i dag kom forbi mit kontor på Turing-0-gangen kunne jeg konstatere, at der har været indbrudsforsøg på mit kontor - der er simpelthen hul igennem glasset ved siden af døren. Det gælder også flere andre kontorer på gangen og nogle steder er det ikke blevet ved forsøget - der er forsvundet bærbare computere.

Det værste er at glasset som er smadret er meget specielt og dyrt og dermed skal produceres fra bunden. Der går altså nok et stykke tid inden "ventilationshullet" ved døren forsvinder. Øv.

Den nye it-bachelor i Århus

Som tutor gennem mange år er jeg lidt spændt på at se hvor mange der starter på datalogiuddannelsen her i Århus efter sommerferien. Sidste år så vi jo en træls udvikling, hvor antallet af ansøgere faldt betydeligt.

Nu er der så kommet en ny it-bachelor med 3 specialiseringer, hvor den ene kan føre videre til en kandidatuddannelse i datalogi. Det kan måske tiltrække nogle flere studerende, selvom jeg nu selv ville foretrække den gamle uddannelse - hvilket ikke vil sige, at jeg ikke gerne ville tage et kursus i it-innovation og hvad kurserne ellers hedder på den nye bachelor :-).

Jeg har skrevet lidt mere om uddannelsen i mit tredje indlægmin blog på version2.

Forskellen mellem "computer science" og "software engineering"

søndag den 17. juni 2007

Fysik-rap

Det er altid lidt sejt, når folk kan gøre noget anderledes ud af videnskab - denne gang er det en fysiker, som underholder:

Trailer: Oceans 13

Lørdag aften kl. 23.59 blev der lige tid til en tur i biografen. Vi valgte at se Oceans 13 i en næsten tom sal sikkert på grund af tidspunktet.

Filmen var ok - velproduceret med masser af lækre mænd uden dog at være nyskabende eller noget særligt. Det er god underholdning men ikke mere.

Du kan se traileren her:

lørdag den 16. juni 2007

Andet indlæg på v2

Så blev det tid for mit andet indlæg på version2 - det handler om positive forbilleder og det er jo et emne jeg har dækket før dog kun med fokus på kvindelige forbilleder.

Denne gang har jeg udvidet det til at handle om forbilleder generelt, for vi skal jo ikke kun tiltrække kvinder til faget, men generelt flere mennesker - hvide, sorte, grønne, gule osv. af hvilket som helst køn :-).

fredag den 15. juni 2007

Launch på version2

Så blev det endelig tid til at vise jer alle lidt af hvad jeg blandt andet har arbejdet på i den sidste tid.

I dag kom mit første blogindlægversion2 og der kommer mange flere efter den på min nye blog. Jeg har allerede skrevet de første 5 indlæg :-).

Jeg fortsætter selvfølgelig denne blog - jeg skriver jo om mange ting, som ikke hører til på version2 dvs. alle tidsfordrivende, sjove, ikke-nørdede og lidt for personlige ting.

torsdag den 14. juni 2007

Stilhed på bloggen

Det er et stykke tid siden jeg skrev mit sidste blogindlæg og forklaringen skal ikke kun findes i, at jeg har genoptaget min dårlige vane med at spille World of Warcraft ;-). Selvom jeg lige har købt Burning Crusade.

Der arbejdes på højtryk i det lille hjem. Ikke med rengøring og oprydning, som der ellers nok trænger en smule til, men med at skrive, give interviews, holde oplæg og telefonmøder i forhold til mine forskellige jobs - jeg håber meget, at jeg snart kan vise jer nogle synlige resultater af mit hårde arbejde. Jeg er nemlig også blevet fotograferet, men mere om det snarest.

Og så er jeg forresten begyndt i fitnesscenter igen. Det er rart at komme i gang, selvom det er svært at få tid til.

tirsdag den 5. juni 2007

Datalogiens eftermiddag

For alle interesserede holder datalogi i Århus åbent en eftermiddag med foredrag om hvilken forskning, der sker på mange forskellige områder.

Det sker d. 22 juni om eftermiddagen kl. 13-16.30.

Jeg glæder mig til at høre mere om hvad der sker på de forskellige områder for selv om man har sin hverdag midt i it-parken, så er det svært at følge med.

Århus - open by night

I dag havde butikkerne åbent til kl. 24 i Århus, og der var virkelig gang i byen. Det kan virkelig trække mennesker, når der er tilbudsvarer, fadøl og gratis koncerter.

Jeg kom hjem med en hel bærepose fyldt med DVDfilm og cd'er fra TPmusic og efter øl og whiskysmagning hos Skjold Burne og flødeboller hos Summerbird er jeg en anelse træt. Der var optog og der er det virkelig et privilegie at bo i midtbyen - jeg stod på min altan med et glas champagne og nød hele showet, da det kom forbi. Meget bedre med overblik end at være midt i det.

Derudover vovede vi os ud til Infernal-koncert lige rundt om hjørnet på Store Torv og nåede lige hjem til at se fyrværkeri fra altanen med drinks i hånden. Ren luksus.

søndag den 3. juni 2007

IBM i Århus søger studentermedhjælpere

Som IBM studenterambassadør på Århus Universitet er jeg blevet bedt om at gøre opmærksom på, at IBM i øjeblikket søger studentermedhjælpere i Århus (og en enkelt i Ålborg).

Du kan læse en nærmere beskrivelse af opgaverne her.

Selv arbejder jeg sammen med folk fra Lyngbyafdelingen og har derfor ikke meget kontakt med Århusafdelingen, men det er efter sigende et godt arbejdssted, og de mere rutineprægede opgaver kan være en vej ind i et spændende arbejdsmiljø med mange muligheder for selvstændigt initiativ, hvis man har den slags tendenser...

Hvis man ønsker et af de beskrevne jobs, kan man skrive til mig, og så vil jeg formidle kontakten til IBM.

lørdag den 2. juni 2007

Test: hvad er dine akademiske styrker

Åh nej, Ifølge denne test har jeg vist valgt det forkerte studie.

Mit resultat blev:




Your Scholastic Strength Is Innovating



You are the master of new ideas, techniques, and ways of looking at things.

You are talented at structuring thoughts, decision making, clarifying, and making deadlines.



You should major in:



Marketing

Psychology

Design

Cognitive Science

Economics

Photography



Men mon ikke også innovation er fint i datalogi? Det er vel ok at vi ikke alle har de samme styrker og tænker på samme måde, selvom vi har valgt det samme fag.

fredag den 1. juni 2007

Ytringsfrihed og porno

Her fandt jeg en video om censorering - der bruger porno, som eksempel til at få sine holdninger ud. Advarsel - videoen kan støde nogen.

Jeg kunne ikke lige finde videoen på youtube, men den sidste del af den er taget fra en anden video, som jeg fandt, og det er den du kan se her: