onsdag den 17. september 2008

JAOO-bloggen skal have en makeover før JAOO - nogle ideer?

I næste uge står den på JAOO-bloggens makeover før JAOO. Bloggen er med vilje holdt meget simpel i designet, men lige under konferencen tror jeg at jeg vil lave lidt ekstra spas.

Jeg overvejer at integrere nogle twitterbeskeder i blogggen, så vi kan fortælle om ændringer og give korte oplysninger af den vej. Som sådan er det ikke vigtigt at det er twitter - det er bare et eksisterende værktøj, som Wordpress leger godt med og som kan give et RSS-feed.

Derudover skal jeg have leget lidt med grafikken - vi har godt nok en grafiker til den slags, men hun er travl med alt det trykte materiale til JAOO, så jeg vil forsøge mig på egen hånd. Sikkert ikke en god ide :-). På ønskelisten står en specialsyet RSS-abonneringsknap der ligner noget med JAOO-logoet. Vi må se hvad det bliver til.

Jeg vil meget gerne gøre bloggen mere læsevenlig, så man får lyst til at blive til lidt flere indlæg, men jeg har ikke så mange ideer - hvis du har noget, så vil jeg meget gerne høre om det. Du kan jo tage et kig på vores blog på: blog.jaoo.dk.

torsdag den 11. september 2008

JAOO fylder det hele

For tiden fylder JAOO det hele - eller det vil sige, jeg forsøger at få lidt specialeskrivning lavet om aftenen, men som regel er jeg så udmattet at jeg falder om lige efter arbejde eller bare ikke kan tænke på noget fagligt, når jeg kommer hjem.

Hvis ikke du har tilmeldt dig JAOO allerede, så er det på tide - der er altså kun 3 uger tilbage. Og hvis du har tilmeldt dig JAOO på grund af noget jeg har gjort, sagt eller skrevet, så smid mig en mail, så jeg kan give dig som reference. Så kan jeg nemlig vinde en iPhone :-).

JAOO har også sneget sig ind i mit version2-arbejde. For tiden skriver jeg også på version2 JAOO-blog. Der handler det om renæssancemænd og tilbud til studerende.

Triforks egen JAOO-blog kører også derudaf - den stod ellers lidt stille mens jeg var på bryllupsrejse, men nu myldrer det frem med gode historier og debatoplæg. Den sidste indlæg jeg har sat på handler om hvorvidt Javascript er ved at udvikle sig til en Ruby killer... Interessant. Hvis jeg skulle skrive det havde jeg nok ikke nøjes med at spekulere i om det var en Ruby killer, men både Java og C# havde stået for skud. Men det må blive en anden gang og det er nu også mest for at skabe røre i andedammen.

onsdag den 3. september 2008

mandag den 1. september 2008

Hjemme fra bryllupsrejse

Så er jeg netop kommet hjem fra bryllupsrejse på Rhodos - og selv om jeg ikke tog ret mange billeder, så kommer der nogle få her på bloggen.

Det var en meget anderledes tur end de andre ferier jeg har været på - vi forkælede os selv med et luksushotel med spa på værelset (som iøvrigt var i 2 etager) og privat pool et skridt ud af værelsesdøren. Bestemt meget passende for en bryllupsrejse, men det var svært at få tid til andet end at være på hotellet. Normalt ville jeg bruge meget tid på at undersøge området og museer i området, men hotellet kaldte for meget og vi brugte en enkelt dag i Rhodos by og resten af tiden på hotellet.

Men nu er vi hjemme igen og der skal fuld fart frem på specialet og arbejdet. !