torsdag den 30. august 2007

Enneagram

Jeg sidder lige og kigger lidt på noget der hedder et enneagram og er en beskrivelse af persontyper. Da vi ankom til DK i går aftes var der en gratis avis i lufthavnen, som havde en artikel om dette emne og hvordan man kunne betragte sine ansatte ud fra det og dermed motivere dem forskelligt alt efter hvilken persontype de er.

Jeg synes det er lidt svært at gennemskue hvilken type man er, men jeg kan godt se mig selv overvejende som en blanding mellem 2 af typerne, og det kan måske hjælpe med at identificere hvilke styrker og svagheder, som man kan tænkes at have i større eller mindre grad - det er jo altid sjovt at forsøge at se sig selv udefra. Jeg har i hvert fald tænkt mig at læse videre - det lyder meget interessant.

Hjemme igen

De sidste par dage er gået utroligt hurtigt. Vi er lige kommet hjem fra New York, men er stadig på New York-tid, så vi er trætte og sultne på de helt forkerte tidspunkter.

Poul har fri til på mandag, så han har lidt tid til at vænne sig til DK-tid, men jeg har utrolig mange ting, som jeg skal i gang med og jeg føler mig ikke helt på toppen. Ens døgnrytme er åbenbart vigtig. Pokkers til jetlag.

På min TODO-liste står blandt andet forberedelse til og udførsel af et møde med min forelæser i den studiegruppe jeg har fået oprettet, skrive et sponsorbrev i forbindelse med it-camp for piger, en IBMdag, hvor vi skal til Herning og uddele gratis computere, forberedelse til Helenas bryllup, udpakning og tøjvask, uddeling af souvenirs til den yngre del af familien, vise billeder fra ferie til familie og venner, tage på uni og se de nye studerende, skrive et version2-indlæg, arbejde IBM herunder forberede en sikkerhedsdag og introducere en ny til vores team og købe min bedstemors fødselsdagsgave. Puh ha - nå ja, det er jo bare at spise elefanten i små bidder.

tirsdag den 28. august 2007

Flere billeder og overskrifter

Jeg har lagt lidt flere billeder paa her og sat en overskrift paa billederne fra tidligere.

mandag den 27. august 2007

Billeder fra New York

New York Cheesecake og chokoladekage fra Roxies paa Times Square:
















Mig paa kinesisk restaurant i Chinatown:


















En chokolade Martini:

















Her er jeg paa den indiske restaurant "Bombay Eats":

















Paa The Met og se en Rembrandt:

















Paa The Met og se en Sfinx:

















Paa The Met og se en egyptisk kongegrav:

















Paa The Mets tagterrasse med udsigt ud over New York:

















Paa Moma og se moderne kunst:

















Paa toppen af Empire State med en audioguide:

















Foer en Chicagoforestilling foran plakaten:

















Paa koreansk restaurant - vi fik saml selv mad:

















Poul foran Frihedsgudinden:

















Os foran Niagara Falls:

















Poul og Shrek:

















Mig i M&Ms World:



søndag den 26. august 2007

Hov, nåh ja og fredag

Jeg var lige ved at glemme at skrive om vores fredag - den var forrygende.

Vi tog en tur i båd på 3 timer rundt om Manhattan med Circle Line-bådture og det var ren afslapning. Vi sad bare i solen og nød fortællingen om øen fra en udemærket historiefortæller, som lød i højtalerne og kunne mange underholdende skrøner og facts.

En let solskoldning senere tog vi bussen og subwayen til Bloomingdales, som er et specielt syn. Priserne er tårnhøje og selv om de har mange lækre ting og meget smart tøj, så er priserne helt latterlige i forhold til kvalitet. Efter en tur op gennem "Bloomies" fandt vi en langt billigere H&M (lige udenfor Bloomingdales) og jeg fik købt lidt dansk tøj i New York - men det var billigt.

Poul har snakket om en Koreansk restaurant, som han var på for 9 år siden i ´98, siden han første gang var på Manhattan, så han har opsnust den gennem gamle kollegaer og vi gik ud for at finde den. Vi fandt den ganske rigtigt i Koreatown (efter lidt problemer), men den havde ændret konceptet radikalt og efter lang ventetid på et bord var vi pludselig nogen af de få vesterlinge i restauranten. Maden var lidt speciel og ikke helt ukompliceret, men jeg fik da spurgt en af de yngre søde tjenere om hvordan den skulle spises og det var ikke ligetil. Koreansk mad er meget underligt.

Post-dinner show var en tur i Empire State Building, som havde sikkerhedsforanstaltninger som en amerikansk lufthavn og dermed lange køer. Heldigvis havde vi vores city pass, som lod os springe en af de lange køer over, men det var stadig hårdt. Udsigten var der dog intet i vejen med og deres audiotour kan anbefales - der er en charmerende italiensk guide kaldet Tony, som fortæller om udsigten i digital form.

Efter en drink i baren ved siden af Empire State tog vi hjem til hotellet med subwayen.

Kunst, Kunst og atter kunst

Loerdag stod i kunstens navn med et besøg på The Metropolitan Museum of Art eller the Met, hvis det skal være kort. Lørdag har de længe åbent, så vi tog 11 timer på museum - og det var lidt for hårdt.

Vi startede med Græsk/Romersk kunst ved åbningstid kl. 9.30 og efter den fløj stod den på frokost (igen - lad være med at spise i museet - vi gjorde og gav 300 kr. for middelmådig mad). Efter frokost var det sydamerikansk kunst, moderne kunst og europæisk kunst. Endnu en pause og så stod den på middelalderkunst med lidt europæisk kunst ind imellem, fordi vi havde overset nogle gallerier. Klokken blev så mange at vi måtte springe direkte videre til egyptisk kunst med blandt andet en fajance flodhest og en hulens masse skarabæer og sarkofager. Og det var bare grundplanen i museet. Ovenpå var der nærøstens kunst og malerier i lange baner med både Picasso og Rembrandt og en masse andre. Det var fantastisk! Jeg kunne bruge 1 uge mere bare på det museum.

Klokken 9 eller deromkring tog vi en taxa hjem til hotellet og friskede lidt op inden aftensmaden, som stod på indisk lige i nærheden - vores fødder er helt slidt op, så tanken om at gå langt efter mad var ikke lige tiltrækkende. Vores vabler har fået vabler. Den indiske restaurant, vi valgte, hedder Bombay Eats og er helt fantastisk. Det er simpel indisk mad, så selv århusianere som mig kan være med.

fredag den 24. august 2007

MOMA og Chicago

Vi var sent oppe i dag og fik "brunch" på vores stamsted Olympic Diner. Det vil nu sige at mens jeg startede dagen med chili con carne med pommes frites, så spiste kæresten cornflakes efterfulgt af fish and chips - og de ikke så meget som kiggede underligt på os da vi bestilte ;-)! Fish and Chips stod ikke engang på menukortet (som ellers er omfangsrigt), men de fandt da ud af at servere det alligevel. Imponerende.

Dagens første stop var MOMA - Museum of modern art. Der fik vi udvidet vores horisort kraftigt og nu er jeg virkelig forvirret - det lader til at en skovl der hænger fra loftet er kunst, at hvis man tager et cykelhjul og sætter det fast på en stol, så er det kunst, at et lufthavnsskilt er kunst, et hvidt lærred er kunst og så videre.

MOMA har også mange kendte malerier og jeg havde især glædet mig til Salvador Dalis "melting clocks", men den var desværre udlånt til et museum i London. Ellers så vi van Gogh, Monet, Andy Warhol, Cezanne, Picasso, Chagall, Gauguin, Matisse, Rousseau og en helt masse andre. Min favorit var Henri Rousseaus "The sleeping gypsy" - den var så meget bedre i virkeligheden end nogen digital kopi, som jeg kan finde, kan gengive.

Efter MOMA fandt vi frem til TKTS på Times Square, som sælger "billige" Broadwaybilletter. Vi fik 35 % rabat på "Chicago". Det var en fantastisk musical. Scenen var lille og vores pladser på forreste række på balkonen havde næsten ingen benplads, men opførelsen var uforlignelig - der var bare en god stemning.

Pre-show dinner blev lidt italiensk på Ciro, som ligger lige i nærheden af hotellet og teatret, hvor vi skulle se Chicago.

Efter en lille efter-show-drink i hotelbaren er vi nu på vej i seng - I morgen er atter en dag.

torsdag den 23. august 2007

Til Canada og tilbage til New York

Onsdag var en hård dag!

Vi blev afhentet på vores hotel kl. 6.40 og blev kørt til JFKlufthavnen, hvorfra vi skulle flyve til Buffalo. Fra Buffalo kørte vi i bus til Niagara Falls på den anden side af den amerikansk/canadiske-grænse. Hele dagen var planlagt af et udflugtsfirma og alt kørte lige som det skulle. Vores guide, Giuseppe, var vist halvt italiener - han talte engelsk, spansk og italiensk flydende og det var vist meget heldigt for de italienere og spaniere, som vi var på tur med kunne ikke et ord engelsk.

Først så vi vandfaldet oppe fra den canadiske side, så fik vi frokost på Sheraton Hotel på øverste etage med udsigt over vandfaldet, og derefter tog vi båden "Maid of the Mist" forbi den amerikanske del af vandfaldet og nærmest ind midt i den hestesko af vandfald, som de canadiske vandfald udgør. Vi blev våde! Det var dog en lille ting som en del af at opleve at være tilstede midt i et vandfald - fantastisk.

Efter bådturen sad vi lidt på en cafe med en fantastisk udsigt og en kæmpe souvenierbutik (vi købte nu ikke noget) og derefter blev vi igen hentet af guiden og kørt over grænsen til USA. Her besøgte vi vandfaldets kilder fra Lake Erie og 3 små øer med udsigt ud til kanten af vandfaldet.

Til sidst fik vi mulighed for at se den amerikanske del af vandfaldene ovenfra og kigge lige ned på de drabelige sten der ligger ved bunden af vandfaldet. Det var storslået på en måde, som ikke kan beskrives.

Vores guide Giuseppe var helt fantastisk omend lidt speciel - han brød ud i opera da vi var i en tunnel med god akustik og sang generelt lidt hele tiden. Han var også god for mange gode historier om Niagara falls, som f.eks. hvem der havde taget turen ud over vandfaldet og overlevet (det var nu ikke mange). Han fik taget et par gode billeder af os ved vandfaldet og han vidste meget om Danmark og en hel masse andre lande.

Det er Giuseppe og mig på billedet.

Poul tager tyren ved hornene

Billedet er taget udenfor Wold Financial Center:

onsdag den 22. august 2007

Høflige amerikanere

Noget der har overrasket mig mest herovre er hvor høflige og udadvendte amerikanere er - og så er der slet ikke så mange underlige mennesker, som jeg havde forventet. Amerikanere siger bless you hvis du nyser og giver dig et papirstørklæde, amerikanere holder døren for dig og lader dig gå først ud af elevatoren, hvis der ikke er så meget plads, amerikanere siger undskyld når du støder ind i dem på gaden, amerikanske tjenere spørger hvordan du har det inden de tager din bestilling og er i det hele taget meget bedre end danske tjenere (men de lever også af drikkepenge, så det kan godt have noget med det at gøre), amerikanere spørger om de skal hjælpe hvis du ser ud som om du er faret vild eller kigger på et kort, amerikanere spørger om de skal tage et billede af dig hvis du tager turistbilleder, amerikanere snakker til fremmede mennesker på museer og spørger om din mening, amerikanere siger godmorgen til fremmede mennesker i elevatoren og på gaden, amerikanere småsnakker med alle og hjælper alle.

Jeg synes jeg er godt opdraget, men jeg føler mig konstant lidt uhøflig herovre, fordi jeg ikke er vant til at kommunikere med fremmede som om man kender dem.

Tirsdag i New York

Jeg elsker New York - I dag stod den paa regn, pandekager til morgenmad og en mislykket tur til American Museum of Natural History. Vi fik dog besoegt Grand Central Terminal/Station. Derudover fik vi kigget paa Times Square med Virgin megastore, M&M World, Hersheys, MTV studios og en hulens masse andet. Vi fik smagt en New York cheesecake (som ioevrigt er lidt for meget af det gode) og vi fik spist mexicansk mad.

New York er utrolig nem at falde til i - dog maa jeg nok indse at jeg ville blive amerikanerfed ret hurtigt, hvis jeg skulle bo her.

tirsdag den 21. august 2007

Mandag - Vi kom måske på MTV

Mandag stod på shopping og hemmelig hygge om formiddagen og WTC om eftermiddagen med et kig på frihedsgudinden fra Battery Park. Aftenens fund var en perfekt italiensk restaurant i Little Italy.

Vi var som de sidste dage tidligt ude og fandt et fint lille morgenmadssted i nærheden - på gåben på vej mod Macys som var formiddagens mål og på vejen også lige forbi MTV mens de filmede - lige mod os fordi der gik en kendt person lige forbi (dog ikke en vi kunne genkende). Macys åbnede først kl. 10, så vi tog i Manhattan Mall i ventetiden og hvilede i en park i nærheden. Jeg var nu ikke imponeret over Macys - det er lidt ligesom Magasin og produkterne var hverken billigere eller bedre. Kort sagt: jeg fandt intet, som var værd at købe. De havde dog en veludviklet herretøjsafdeling, så kæresten fik shoppet.

Vi havde bestemt os for at kæmpe mod jetlagget ved at tage en middagslur, som skulle hjælpe os med at holde lidt længere om aftenen - og det hjalp. Kl. 22 sidder jeg her vågen og blogger lidt :-). Inden eftermiddagsluren ville vi dog lige forbi Koreatown til frokost, men vi farede vild. Istedet gik vi alt for langt og fandt til sidst ved et tilfælde et lille sted, der var megahyggeligt. Den lå sådan lidt bag ved det hele og så ikke ud af noget udefra, men havde god mad, hygge og interessant indretning.

Efter middagsluren tog vi undergrundsbanen til World Trade Center site og der så vi et gabende hul. Poul fik fortalt mig om hvor han var i forhold til tårnene d. 11 september 2001 - han var på Manhattan med Lego, som han arbejdede for dengang. Det var lidt underligt at se og lidt trist. Vi fik også en drink på et virkeligt hyggeligt sted med Frank Sinatra musik ved Battery Park og fik et kig på frihedsgudinden på afstand. Vi var også inde og kigge i World Financial Center og Poul tog tyren ved hornene på et par metaltyre ved bygningen. Og vi var også lige forbi New York Stock Exchange.

Efter en gåtur og 2 undergrundsture, nåede vi også Little Italy, som virkelig har god stemning - og utroligt mange restaurenter. Vi har en bogguide med og den fik lov til at vælge vores aftensmadssted og det var ikke et dårligt valg - faktisk var det helt fantastisk. Godt nok var det smådyrt, men betjeningen, maden og stemningen var helt forrygende.

Og det var alt vi nåede på en mandag.

mandag den 20. august 2007

American museum of natural history

Søndag havde vi planlagt at bruge en halv dag på American Museum of Natural History (kendt fra filmen "Night at the Museum" med Ben Stiller) og så derefter tage til en barbeque på pier 54. Vejret var ikke fantastisk og vores jetlag betød at vi var oppe kl. 6 for at spise morgenmad - heldigvis betyder tid ikke så meget i New York - det er en 24 timers by. Vi havde god tid fordi museet først åbnede kl. 10, så vi hyggede og snakkede indtil kl. 9.20 hvor vi tog undergrundsbanen et par stop nordpå til vestsiden af Central Park lige ud for museet. Det var overraskende nemt at tage undergrundsbanen!

Vi var tidligt på den, men kunne købe billetter og vi købte et city pass, som giver adgang til flere af New Yorks seværdigheder, som vi har planlagt at besøge. Museet havde flere film og særudstillinger kørende - og vi fik et gratis besøg i planetariet med i billetkøbet. Vi tilkøbte derudover en Dinosaurfilm og en særudstilling om guld. Det blev lidt dyrt, men man vil jo ikke gå glip af noget mens man er her :-).

Kl. 10 fik vi adgang til museet og kl. 10.30 stod den på planetariefilm indtalt af Robert Redford :-).

Kl. 11.30 stod den på Guldudstilling (man bliver lukket ind i udstillingen i hold, så der ikke er for mange inde ad gangen - smart). Det var overvældende - der var både guldklumper, guldbarrer, bladguld, guldmønter, guldårer, sunkne guldskatte, religiøse guldstatuer, gyldne dødemasker fra egypten, azteker guld, græsk guld, russisk guld, og en hulens masse andet. Der var også en film om guld og det jeg husker bedst var at den fortalte at guld blev holdt helligt i både Amerika og i Europa dengang de to ellers var isolerede fra hinanden. Tankevækkende.

Efter det var der lidt tid til at kigge på alle museets faste udstillinger og så ellers en kamp for at få noget ordentlig mad - vi mislykkedes. Der er 5 eller 6 spisesteder inde i museet, men det er alle cafeterier med utroligt dårligt udvalg - vi endte med at spise i kælderen, som dog havde større udvalg end de andre, men som var overfyldt og vildt stressende at være i. Jeg anbefaler at man går ud af museet og spiser.

Efter frokost så vi igen på de faste udstillinger - der er 4 etager og vi blev på 1. etage for at være lidt systematiske. Kl. 14.30 gik vi ind og så dinosaurfilm og derefter igen udstillingerne på 1. etage. Vi så både udstoppede dyr, rumrejseting, indianerting, meteorsten, forsteninger af træ og dyr og diamanter, safirer, rubiner og en helt masse andre sten og metaller, såsom kobber, mere guld og sølv.

Alt er stort i USA også deres museer, og da museet lukkede kl. 17 blev vi meget overraskede over at vi ikke havde mere tid - der var simpelthen for meget at se på. Vi besluttede at tage derind igen for vi havde ikke engang set etagen med dinosaurknogler og vi havde ikke været hele rumudstillingen rundt på trods af at vi havde brugt hele dagen derinde.

Vi tog undergrunden tilbage til hotellet for at sidde lidt med benene oppe - det var en hård dag. Desværre faldt vi i søvn kl. 7 PM New York tid, så vi fik ikke aftensmad for anden dag i træk. Jetlag er hårdt. Nu er klokken så 5.50 AM og jeg har været vågen i over en time. SUK.

søndag den 19. august 2007

Live from New York

Jeg kunne ikke lige nære mig selv om jeg er på ferie - Jeg sidder i New York og skriver lige nu. Vi ankom i går og lider voldsomt af jetlag. Faldt faktisk i søvn kort efter en sen middagsmad og måtte helt springe aftensmaden over. Nu er klokken 7.25 her og 13.25 derhjemme og jeg er så småt begyndt at være sulten.

Det føles altså meget underligt når ens indre ur er ude af sync med det ur som alle omkring en følger - inklusiv solen.

Og dette er forresten mit indlæg nummer 200, yay.

fredag den 17. august 2007

Kvinder, bestyrelser og urinstinkt

Ifølge denne artikel spiller vores urinstinkt ind, når det kommer til manglen på kvinder i bestyrelserne. Her peges på kvindernes konfliktskyhed og mændenes manglende tiltro til "fremmede" og deres genkendelsesmønstre af dem selv i dem de ansætter.

Lidt interessant påstand - hvilket jo betyder at man som kvinde kun har indflydelse på den del af beslutningen, der hedder ikke at være konfliktsky.

New York i dag

Yes - så kom dagen hvor vi drager mod New York. Eller rettere vi drager mod København, hvor vi skal flyve til Bruxelles, hvorefter vi skal flyve til New York. Det bliver hårdt - ikke mindst på grund af tidsforskellen, som vist er på 6 timer.

Vi er der i morgen eftermiddag.

onsdag den 15. august 2007

Skanderborg Festival - græsenke

I sidste weekend var det så mening at jeg skulle have været græsenke, fordi kæresten skulle på Skanderborg Festival med Den Blå Avis. Han havde snakket om det i månedsvis og havde købt billet til 4 dage - derned torsdag og hjem søndag.

Derfor valgte jeg så i sidste uge at fylde op med arbejdsopgaver i weekenden - jeg havde jo ikke andet at lave. Fredag havde jeg et it-camp-møde, så jeg tog på universitetet og endte i en rigtig hyggelig fredagsbar (altså den på datalogi :-)). Pludselig ringer kæresten og siger at han er på vej hjem, fordi han er kommet til skade, har fået syet hånden sammen og er på pencillin - og derfor har ondt og kan ikke drikke. Så meget for min friweekend ;-).

Kæresten holder ovenikøbet fri i denne uge, så vi får ikke lavet andet end at besøge familie og pakke til New York - vi skal afsted på fredag (fik jeg nævnt at jeg glæder mig :-)?).

lørdag den 11. august 2007

IBM DeveloperWorks - Emacs

Til tider kan man virkelig finde guldkorn på developerworks - jeg er glad for at jeg er registreret der. I dag fandt jeg en tutorialserie, som jeg gerne ville have haft adgang til da jeg startede på DAIMI - serien handler om hvordan man sætter sin emacs op. I skrivende stund er der 5 dele, men de kræver dog alle at man har en developerworksregistrering.

- Emacs editing environment, Part 1: Learn the basics of Emacs

- Emacs editing environment, Part 2: Learn the essential modes and editing features of Emacs

- Emacs editing environment, Part 3: Advanced Emacs text operations

- Emacs editing environment, Part 4: Options, registers, and bookmarks


- Emacs editing environment, Part 5: Shape your Emacs view

fredag den 10. august 2007

Webcast: Agile process management

Nu er jeg både lidt til IBM og lidt til agile udviklingsmetoder, så jeg har tænkt mig at kigge nærmere på denne webcast: Agile process management -- implementing lightweight process for predictable results.

NoUnit

Note to self:
Check lige det her Eclipseplugin ud - det er et coverage-tool for JUnit-tests.

Hjælp til selvhjælp, piger.

Nu er det på tide der kommer handling på bordet, piger! Vi kender jo alle myten om at mændene er bedre til at bruge deres netværk fagligt og noget kunne tyde på det, når man chekker Google for danske it-pige/kvinde netværk. Der er ingen der springer i øjnene.

Hvorfor er der ikke et nationalt it-kvindenetværk i DK? En af grundene kunne være at vi ikke har lyst til at skille os ud på grund af køn og at vi hellere vil være på lige fod med mændene (det er i hvert fald min holdning), men manglen på sådan et netværk er blevet et problem.

Der er meget fokus på at der er for få kvinder indenfor it, men hvem sørger for at det ikke bliver ved snakken? Hvem koordinerer og arrangerer tiltag for at gøre noget ved problemet? Hvem fastholder den viden vi har på området, så vi ikke bare gentager fortiden og hele tiden opfinder den dybe tallerken? Hvor henvender de kvinder der er ene høne i kurven (kan man sige det?) sig for at få lidt it-feminint selskab? Hvor deler vi erfaringer om at være kvinde på jobbet og også faglige erfaringer fra jobbet? Hvor kan vi grine lidt af historierne om mændene på jobbet og hvor svært de har ved at håndtere at vi er it-kvinder :-)? Hvor er grobunden for undersøgelserne om at kvinder bidrager med noget andet til it-forskning/it-udvikling/it-ledelse/it-accept/it-udbredelse osv.. Hvor henvender unge piger sig med deres spørgsmål om mulighederne indenfor en it-karriere og føler sig trygge ved at det ikke er dumme spørgsmål, som drengene nok ville kende svaret på.

Mændene er gode til at udnytte deres netværk og være kammerater - hvorfor skulle vi så ikke også lave et netværk hvor man kan være et kvindeligt forbillede eller fortælle om vores fejl, så de ikke bliver gentaget af andre piger og hvor man kan finde sig et forbillede og lære noget af hinanden?

Vi er en minoritet og mange andre minoriteter har foreninger og får netværk derigennem. Du er ikke alene... (ok, det var for de sentimentale - jeg blev grebet at stemningen ;-))

Jeg tilstår, at jeg gerne vil have flere kompetente kvindelige kollegaer i fremtiden, og det tror jeg der er mange it-piger, der gerne vil, så lad os hjælpe hinanden med at komme tættere på det mål. Jeg foretrækker handlinger frem for ord, så lad os komme i gang - skriv til mig, hvis det lyder interessant (gerne her på bloggen) - og få dine it-veninder med på ideen (og få gerne din virksomhed til at sponsorere et arrangement for it-kvinder og komme med ideer til at afhjælpe problemet - det er jo hele branchens problem).

Nu ved jeg godt, at min blog ikke er læst af særligt mange it-kvinder, så spred ordet :-). Og skriv også selv om dette indlæg er blevet flere år gammelt - jeg interesserer mig sikkert stadig for emnet ;-). Jeg lytter også gerne til enhver som har en mening om emnet - også selv om de ikke er enige med mig ;-). Og til alle dem der gør noget - hvad sker der rundt omkring i krogene?

torsdag den 9. august 2007

IBM it-camp

Tilbage i juni deltog IBM i en science camp for 20 folkeskoleelever. Det er lige sådan noget der skal til :-).

Det var bl.a. min nye kollega Naja Villien, som arrangerede aktiviteterne og det er hun helt genial til - jeg ser utrolig meget frem til at lære en masse af hende. Vi klikkede allerede første gang vi snakkede - hun er datalogistuderende på KU, og deler overraskende mange af mine interesser :-).

Ingeniørpigerne kan...

Daimi mister folk

Jeg er ikke tilfreds. Den er gal på universitetet.

I dag fik jeg internt nyt, som blandt andet sagde at Claus Brabrand skifter job til it-universitetet, hvor min tidligere forelæser Jakob Bardram også tog hen. Derudover skifter Mogens Nielsen væk fra sit job som vice-institutleder for at tage et job som leder af AGSoS, hvad det så end kommer til at betyde i hverdagen. Og min forelæser i PPSE1, Jens Bæk Jørgensen forlader uni til fordel for Mjølner og det var lige da jeg synes, jeg havde fundet en forelæser jeg klikkede godt nok med personligt til at få skrevet et speciale hos ham. Før alt det her var det UPS (Ulrik Pagh Shultz) som forlod os for et job på Syddansk universitet og sikkert en masse andre som jeg ikke kender til, fordi jeg ikke lige har haft kontakt med dem.

Der er selvfølgelig mange forelæsere tilbage, som jeg godt kan lide, men jeg kunne også virkelig godt lide dem der forsvinder (også fagligt) - og det er øv!

mandag den 6. august 2007

It-camp for piger 2007

Så fik jeg udgivet det version2indlæg jeg længe har arbejdet på om it-camp for piger i efterårsferien. Faktisk omskrev jeg hele indlægget i nat, fordi det var blevet alt for langt. Jeg må gemme detaljerne om campen til senere.

Lara Croft: Tomb Raider

Klokken er 2 om natten på en søndag og jeg sidder og ser Tomb Raider på tv2. Sådan er det at have ferie fra universitetet ;-).

Filmen har ikke fået en særlig høj rating (5,2 ud af 10) på IMDB, men jeg nyder den - især fordi mange af scenerne minder mig om Tomb Raider spillene, som jeg virkelig har nydt at spille. Skattejagt og gådeløsning er mine favoritter.

søndag den 5. august 2007

Ny expansion til WOW

Den nye expansion til World of Warcraft kommer til at hedde Wrath of the Lich King og noget af det nye er at man kan blive level 80, nye områder og der kommer en ny type spiller der hedder Death Knight.

Du kan se traileren her:

torsdag den 2. august 2007

Spiderpig

Spiderpig, Spiderpig does whatever a spiderpig does...



Jeg skal ind og se The Simpsons Movie på søndag!

Ehlers-Danlos syndrom

For ca. 10 år siden blev jeg diagnostiseret med Ehlers-Danlos Syndrom (EDS) og i dag fandt jeg så lige over et wikipediaindlæg omkring sygdommen. Da jeg blev diagnostiseret var der ikke meget information til rådighed og jeg vil stadig mene at informationen man kan få i dag mest er henvendt til lægerne. Lidt frustrerende.

Det er en sjælden sygdom som kan variere meget i hvor alvorlig den er, og heldigvis er jeg ikke særligt hårdt ramt :-). Jeg har kun et par dårlige knæ, modstand mod lokalbedøvelse og lidt ekstra træthed. "Systemet" vil meget gerne give mig titlen "handikappet", men den vil jeg ikke have... Jeg har en kronisk arvelig sygdom, men det siger intet om mig eller min hverdag. Jeg bliver aldrig topatlet, men det er nu heller ikke på ønskesedlen (selv om min far nu gerne så at tennis på topplan var mit kald :-) - beklager, Far).

Det er meget svært at se sig selv som syg, fordi det automatisk betyder svag i mit hoved, og det synes jeg ikke jeg er, men når jeg så tænker nærmere over det, så har sygdommen nok betydet mere for mit liv end jeg lige går og tænker over i hverdagen.

Jeg var som barn stille og læste meget, og det kan meget vel være kommet af, at når jeg legede vildt kom jeg altid til skade (og jeg har stadig arrene til at vise det). "Af skade bliver man klog" får en helt ny betydning for mig, nemlig at mine skader har været med til at gøre mig boglig og få mig til at foretrække hjernegymnastik frem for almindeligt gymnastik (som jeg også har gået til) :-). Alt i alt hælder regnskabet til positivt, når det gælder min sygdom - man kan jo heller ikke sætte pris på at have det godt, hvis man aldrig har prøvet at have det dårligt - og lige nu har jeg det utroligt godt!

Og nu til pointen: Den danske Ehlers-Danlos forening holder landsindsamling indtil d. 31. august, så hvis du mangler et godt formål at give dine penge til, så kan jeg anbefale denne :-). Pengene går til at informere om EDS til behandlere og patienter, og denne information er der virkelig brug for!!!

Tilbage til arbejdet

I dag sluttede min ferie for denne gang - jeg måtte tilbage til arbejdet.

Det resulterede i dette knudrede indlæg på version2 og en del IBMtimer (desværre ikke noget der kan viderefortælles - endnu). Jeg er også startet på mit næste version2indlæg, som kommer til at handle om it-camp for piger og måske får jeg nævnt it-natten. Jeg går også og roder med et indlæg med gode råd til dem der starter på datalogi, men overvejer stadig om publikummet er for snævert - det er det jo nok.

HK giver forresten kvinderne skylden for manglen på it-folk for tiden (ah, ikke helt, men det er også en måde at sige det på). Jeg har planer om at give de rødhårede skylden og måske nogle dværge for dem har jeg ikke set mange af på datalogi i Århus. De svigter os og hele it-branchen ;-)!

Min hjerne er dog ikke kommet helt tilbage fra ferie endnu - jeg har utrolig svært ved at formulere mig på skrift og mine tanker og historier bliver meget knudrede, hvilket jeg desværre også tror mit version2indlæg bærer præg af - håber at intentionen kom igennem trods besværligheder.