torsdag den 21. august 2008

Specialebloggen flytter

Nu er jeg endelig fået flyttet min specialeblog over på det nye domæne omblogs.dk - istedet for mit gamle wordpress-domæne. Det er dybt nødvendigt at få flyttet bloggen for jeg skal snart til at lave et eksperiment på den, som kræver noget mere kontrol end den sandkasse, som wordpress.com tilbyder.

Det har taget sin tid, fordi jeg har haft så meget at se til med bryllup og meget snart også bryllupsrejse. Og jeg har stadig travlt. Det hele skal jo passes selv om jeg skriver speciale her i august - JAOO bloggen kører stadigvæk, version2 har lige re-lancheret sidste års JAOO-blog og jeg burde bidrage, men min hjerne er så dybt begravet i specialet, at jeg ikke kan tænke på særligt meget andet.

Det er en anelse hårdt at skrive speciale. Det er i høj grad arbejde, hvor man skal tænke kreativt, få noget hårdt arbejde fra hånden og man bliver dybt begravet i noget, som ikke ret mange forstår. Suk. Jeg kan til tider gribe mig selv i at glide ud af en hverdagssamtale med manden eller en af veninderne og indse, at jeg pludselig har hjernen indstillet på speciale i stedet for det jeg var i gang med. Jeg er lidt mere distræt end jeg plejer at være... Godt den snart står på bryllupsrejse. Ferie, ferie, ferie!

mandag den 11. august 2008

Bryllupsbilleder

Hele bryllupsdagen kører stadig rundt i hovedet og jeg kommer hele tiden i tanke om nye ting, der skete. Derfor vil jeg ikke skrive så meget, men her er i hvert fald lige et par billeder. Det var en perfekt bryllupsdag med både

godt vejr til vielsen:


God mad:






Og en glad brud:

tirsdag den 5. august 2008

Danske bank bliver berømt ved at klokke i det

Der er rigtig mange udviklere, som læser den daglige WTF og i dag var den særligt interessant for danskerne imellem dem. Danske Banks overtagelse af den finske Sampo Bank blev en fiasko, som er WTF værdig. Uviljen til at flytte en deadline førte til fiaskoen, som nu er internationalt kendt.

Du kan læse hele historien her på WTF.

En ikke ubetydelig del af mine studiekammerater er endt hos Danske Bank - gad vide hvordan de har det med bankens forhold til deadlines? Jeg har nok i hvert fald indset at der skal noget overtalelse til før jeg ville arbejde for Danske Bank.

fredag den 1. august 2008

Bryllupskuller

Alt handler om bryllup for tiden - af gode grunde for om en uge fra nu er jeg blevet gift! Vildt. Det er jeg da slet ikke gammel nok til :-).

Jeg har endnu ikke fået bryllupskuller. Jeg synes, vi har ganske godt styr på tingene og jeg har godt nok lidt kriller i maven, når jeg tænker på alt hvad der skal ske på fredag, men jeg er endnu ved mine fulde 5 - i hvert fald lige så meget som jeg plejer.

I onsdags holdt vi prøvemiddag på Norsminde kro og maden var fantastisk! Jeg er fuldstændig tryg ved at kokken dernede nok skal få os godt igennem den del af brylluppet. Maden var faktisk noget af det bedste jeg nogensinde havde smagt selv om jeg aldrig ville have troet at de forskellige dele passede sammen. Der skal nok være nogen der får nogle nye smagsoplevelser på dagen.

Tøjet er der også styr på - og jeg elsker min kjole! Den hentede vi også i onsdags og den passede heldigvis; den var ellers købt, så jeg lige skulle nå at tabe 3 kg - men det har jeg så også gjort.

Frisøren og jeg havde en prøvesession sidste fredag, og selv om vi blev enige om noget lidt utraditionelt, så er jeg også ganske tryg ved hendes evner.

Bandet og hyggepianisten skal vi lige have fat på igen for at få de sidste detaljer på plads, men dem har jeg hørt før og jeg var fuldstændig vild med dem. De hedder Hack Pack og de spillede til
TÅGEKAMMERETS 50 års jubilæum; J-50. Jeg dansede hele natten på meget ømme fødder.

Det dårlige er, at det eneste vi ikke har helt styr på er bryllupshjemmesiden, men det vigtigste er da kommet på. Vi har godt nok aldrig rigtig fået skrevet en ønskeseddel, men vi ønsker os jo heller ikke rigtigt noget... Lejligheden er alligevel for lille til at vi kan slæbe flere ting ind i den. Jeg ville helst ønske mig oplevelser - rejser, weekendophold og ture ud med vennerne, men det er nok lidt svært at give som gave. Min veninde Tenna har dog udført konceptet - af hende får vi 2 sange til brylluppet. Hun skal optræde sammen med bandet og hun skal synge lige efter/under vielsen. Det glæder jeg mig til :-).

Vielsen er der også styr på - vi har lokket en borgmester ud til Norsminde kro og det hele kommer (hvis vejret tillader det) til at foregå i haven. Vi har dog lejet et ekstra lokale som backupplan.

Nu mangler vi vist kun at lave bordkort (bordplanen er klar) og huske at be' gæsterne om at have et digitalkamera med, så de kan tage nogle billeder - vi har nemlig ikke bestilt en fotograf. Nu er det bestemt ikke fordi vi er sparsomme, at vi ikke har bestilt en fotograf, men vores holdning er at dagen sikkert er alt for kort alligevel og så vil vi ikke bruge tiden væk fra vores gæster for at få taget nogle billeder. Så hellere vente med billederne til en anden dag eller bare få de sjove som gæsterne tager. Vi har USB-sticks som vi så udleverer, så gæsterne kan give os billederne på en nem måde.

Jeg skal også lige have gået mine bryllupssko lidt til, men ellers føler jeg mig ret klar til selve dagen. Jeg skal ikke holde tale til gommen for det kan jeg alligevel ikke gøre uden at stortude, så jeg har heldigvis ikke nogen tale at skrive - modsat kæresten, som vist er lidt nervøs.

Og efter brylluppet kommer bryllupsrejsen... fantastisk!

Martin Fowler skriver bog om DSL og jeg skriver om ham

I dag har jeg skrevet på et blogindlæg omkring domænespecifikke sprog på arbejdet. Det bliver nok først udgivet på mandag, men det inkluderer en video med Martin Fowler fra sidste års JAOO, som er ganske interessant. Martin er aktuel med en bog om emnet meget snart.

Jeg synes det var et svært blogindlæg at skrive for hvad er definitionen på et domænespecifikt sprog og hvad er forskellen på en DSL, et API og et framework? Hvis man ikke kan skelne er det svært at skrive godt om emnet, så blogindlægget blev lidt kort - men videoen er stadig seværdig. Find videoen på blip.tv.